Yes: "Fragile" (1971), LP

Lidt om progressiv rock.

Eller sagt på en anden måde; når en given efterskole- eller gymnasieelev søger at belære dig om alle Pink Floyds kvaliteter; hvordan deres melodier, lyrik og coverart udvisker linjen mellem drøm og virkelighed, denne verden og det hinsides, og således udvider tilhørerens (og i mange tilfælde beskuerens) bevidsthed.

Sig da: Yes.

Yes som i ja. Et eftertænksomt og bekræftende ja. Dog kunne du ligeså godt have sagt no eller maybe. Et absurdt svar til et absurdt spørgsmål kan synes.

Velan.

Det er netop denne dikotomi, at et så simpelt og koncist udråbsord kan dække over en så heterogen entitet, der betager mig. Et skælmsk valg af bandnavn, der vitterligt aldrig er blevet givet filmisk liv af Bob Geldof (sic!).

Fragile er det første album med den klassiske (og når alt kommer til alt kortlivede) besætning, bestående af Anderson, Howe, Squire, Bruford og Wakeman. Den kan være en ligeså stor belastning at komme før som at efterfølge et magnum opus. Jeg vil ikke benægte, at jeg forventede en skitse til Close To The Edge. I stedet købte jeg, pr ebay i England, en ujævn hoben sange, med en alt for rocket struktur til at tåle sammenligning med det mest essentielle prog-album til dato.

Visse sammenfald findes dog. Udover det førnævnte faktum, at samme mandskab stod bag den giftig-grønne jazzrock-kreation, der bærer navnet Close To The Edge, er der desuden tale om Roger Deans debut som coverartist for Yes.

Et medlem af det klassiske svenske progg-band, Kaipa (muligvis Roine Stolt, nu i Flower Kings) har til Sweden Rock Magazine fortalt, hvordan man dengang i 70'erne købte Yes-albums blot for at kigge på Deans psykedeliske LP-malerier.

Jeg håber, at forsynet om ikke alt for længe, vil lade mig anmelde den (må du som læser efterhånden tænke) herostratisk berømte Close To The Edge. Jeg lover, at det bliver nørdet og akademisk, når jeg inddrager den Oxford University Press-bog, jeg engang læste om emnet.

"A seasoned witch could draw you from the depths of your disgrace"

Metallica: "... and justice for all" (1988), CD

Gosh - projektet begynder at trække tænder ud!

Jag har talat mycket skit om Metallica, det indrømmer jeg. Om deres uduelige trommeslager, plagiat af Black Sabbath-riffs, deres hjerneskadede taberfans...

Sandheden er dog, at der var en tid, hvor dette band og dette album (sammen med Master of Puppets) rocked my world.

Justice var på mange måder en øjenåbner for mig. Stram komposition, avancerede rytmer og riffs (som jeg forgæves forsøgte at lære ved hjælp af "play it as it is" nodebøger).

Jeg passede på ingen måder ind i min håbløse landsbyskole. Det eneste område, hvor jeg tilnærmelsesvis connectede med de bønder, jeg nu gik i skole med, var musikken. Jeg spillede musik, hørte musik - var musik!

At spille musik (og være god til det) gav selvsagt respekt.

At tale om musik, når man kunne blive enig, gav også respekt. På landet kan de fleste blive enige om Metallica - og så måske AC/DC. Derfor var det taktisk smart at høre Metallica og snakke om One, Harvester of Sorrow og titelnummeret. Som sikkert stadig holder den dag i dag, om end oceaner af vand i mellemtiden er løbet under broen.

Men den hører til der, "... and justice for all". På et kassettebånd med Panteras Cowboys from Hell på den anden side. En forårsdag i 2000...

Supertramp: "Breakfast in America" (1979), LP

Havde stået på ønskelisten grymt länge och sen... da jeg endelig fik den købt, blev jeg... jeg vil ikke sige skuffet - faktum er imidlertid, at Breakfast in America aldrig har fået det forventede gennembrud. Hos mig. I mit hjem.

På alverdens FM-stationer vandrer den derimod hvileløst rundt med alle dens oplagte radiohits. Som Beach Boys på rulleskøjter - motoriserede sådanne. Slick, very slick. Men følelsen udebliver...

Jeg kan bare henvise jer til en mere behjertet anmeldelse. Den finder I på http://www.connollyco.com/discography/supertramp/breakfast.html.

Som min sidste handling, overlader jeg det til jer at afgøre... om Scooter virkelig gjorde The Logical Song (Ramp) bedre?

The Velvet Underground: "The Velvet Underground & Nico" (1967), CD

Havde en gut feeling af, at denne skive snart ville dukke op til overfladen og berette om dengang, der endnu var håb for mig, dengang en ung modernistisk efterskoleelev blandt legio progressive elementer et sted i Vestjylland.

Ved at ønske mig Lou Reeds Transformer i julegave, havde jeg givet min onkel en anledning til at give mig denne sogenannte milepæl i den sogenannte rockhistorie. Foruden en hel del larm og støj (eller i det mindste feedback) finder man en del (for nu at bruge et godt anmelderudtryk) skrøbelig pop (Sunday Morning, Femme Fatale, There She Goes Again, I'll Be Your Mirror), rockers (I'm Waiting For The Man, Run Run Run) og et magnum opus (Heroin). Plus i kanten for mindst to sange med direkte eller indirekte referencer til drugs - man vil jo for helvede ikke høre andet fra Factory-NYC!

Man kan bruge lang tid på at jävlas over de fleste anmelderes tendens til at fokusere på alt andet end musikken... Lad os nøjes med at konstatere, at denne plade holder myten i live: Coveret der var for dyrt at producere, en tysk model som sangerinde, Andy Warhol som producent... dumt og arrogant, the way they were.

Kan dog klart bedre lide den føromtalte Bowie-inficerede Transformer - hvis det kom til et valg. Jeg håber aldrig det kommer til det!

Selvsagt havde det været ballt (og dyrt!) at eje den orignale Andy Warhol banan-velcro-cover prydede LP... andet blev mig dog ikke tildelt end denne nedskalerede farvekopi. Min gode ven Asbjørn fandt imidlertid en plakat med coveret i et galleri i Esbjerg til en 10'er. Gav den til mig, og hævede derved min credd et par takker. Man var sine plakater, forstås.

Asbjørn er i dag trommeslager i hippe The Floor is made of Lava og har således jävligt mycket credd.

Makes you think...

Judas Priest: "Screaming for Vengeance" (1982), LP

Hehe - hvad man dog ikke har købt i krejlerteltet på Wacken med tømmermænd lørdag morgen...

Det synes på sin vis passende, at denne søjle i den klassiske NWOBHM-kanon engang har tilhørt en vis Walter Müller, Kriegerstrasse 2, 3000 Hannover 1. Vesttyskland var den karakteristiske 80'er hææævis (og her snakker vi fedtet mullet, cowboyvest uden på læderjakke samt en kongelig moustache) hjemland. Siden genforeningen er Tyskland blevet lige så cool som alle andre, mens Tjekkiet endnu er et slags refugium for denne eneste ægte form for arbejderklasserock.

Judas Priest har for mig altid stået som the missing link mellem Sabbath og Maiden. Forbindelsen til førstnævnte høres bedst på JP's første par plader, medens koblingen til The Mighty Maiden i udtryk såvel som opsætning (kodeord: twin guitars) må være åbenlys. På dette tidspunkt var JP's udtryk dog efterhånden blevet mindre nuanceret. Det var en baske, ulykkelig og læderklædt Rob Halford, der som en passende allegori over sit privatliv stod i et metalbur og skreg, alt i mens resten af bandet lirede no nonsens riff-rock af med skiftende held.

Der er perler på denne skive, visst. The Hellion/Electric Eye er en tuff, gysende og intelligent reflektion over overvågningssamfundet. Den kunne dog for min skyld handle om bleskift, thi selve nummeret rykker max i løgsækken!

Det, der irriterer mig mest ved Screaming for Vengeance, er alle de numre i åbenlys AC/DC-stil, der er gået hen og blevet klassikere. You've got another thing comin' - you don't say...

ABBA: "Waterloo" (1974), CD

Visse ting får man med i købet. Ganske enkelt. Jeg købte boksen med samtlige ABBA-optagelser, og således også dette opkog af vindermelodien fra Melodifestivalen, 1974. Som jo er... god. Camp og kitsch men dog i besiddelse af en bombastisk ynde, ingen af de resterende numre på dette album kan prale af.

Jeg namedropper lige et par sangtitler: Sitting in the Palmtree, King Kong Song, What about Livingstone... og tro mig, teksterne er endnu værre! Måske var det ok baggrundsstøj til de orgier, man i 70'erne kaldte for havefester? Tydeligt er det i hvert fald, at Bjørn & Benny på dette tidspunkt endnu ikke havde ambitioner om at lave et komplet album. Et inferiørt produkt, designet til ignorante festaber, der kunne have købt Waterloo-singlen og stadig have nok til et par flasker Liebfraumilch, men i stedet... fik dette.

Selvfølgelig kan man godt hist og her finde tegn på, att ABBA hade nånting stort på gång, men hvis vi nu leger at det var gone south for ABBA efter dette, og Benny og Frida var endt som Svenne och Lotta, så... tro mig, ville den slags efterrationaliseringer høre til på fantasiens vilde overdrev!

Saga: "Saga" (1978), LP

Progrock danser fra tid til anden på en knivsæg mellem excentrisk og tja, hvad skal man sige, parodisk. Saga danser mazurka på denne knivsæg. Til komplekse staccatorytmer, affekteret engelsk accent (Saga er fra Canada - tror jeg nok) og pompøse synthflader a'la Styx, når de er bedst (eller værst). Dette er i og for sig charmen ved slutningen af 70'erne i det stort set punkfrie Nordamerika, og albummet er som sådan godt håndværk. Dog emmer det hele af at være en anelse for prætentiøst - hvilket fremgår af det følgende.

To af sangene er værd at bide mærke i. Ikke ud fra et kvalitetskriterium, men titlerne Will it be you? (Chapter Four) samt Tired World (Chapter Six) bør hæve et øjenbryn eller to (eller tre), når man kommer i hu, at dette er Sagas første album (!). Ideen synes at være, at den som en Penelope loyale Saga-fan med tiden kan sammensætte disse to eposer til en nogenlunde kronologisk virkelighed. Ambition var ordet...