Gosh - projektet begynder at trække tænder ud!
Jag har talat mycket skit om Metallica, det indrømmer jeg. Om deres uduelige trommeslager, plagiat af Black Sabbath-riffs, deres hjerneskadede taberfans...
Sandheden er dog, at der var en tid, hvor dette band og dette album (sammen med Master of Puppets) rocked my world.
Justice var på mange måder en øjenåbner for mig. Stram komposition, avancerede rytmer og riffs (som jeg forgæves forsøgte at lære ved hjælp af "play it as it is" nodebøger).
Jeg passede på ingen måder ind i min håbløse landsbyskole. Det eneste område, hvor jeg tilnærmelsesvis connectede med de bønder, jeg nu gik i skole med, var musikken. Jeg spillede musik, hørte musik - var musik!
At spille musik (og være god til det) gav selvsagt respekt.
At tale om musik, når man kunne blive enig, gav også respekt. På landet kan de fleste blive enige om Metallica - og så måske AC/DC. Derfor var det taktisk smart at høre Metallica og snakke om One, Harvester of Sorrow og titelnummeret. Som sikkert stadig holder den dag i dag, om end oceaner af vand i mellemtiden er løbet under broen.
Men den hører til der, "... and justice for all". På et kassettebånd med Panteras Cowboys from Hell på den anden side. En forårsdag i 2000...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar