Lidt om progressiv rock.Eller sagt på en anden måde; når en given efterskole- eller gymnasieelev søger at belære dig om alle Pink Floyds kvaliteter; hvordan deres melodier, lyrik og coverart udvisker linjen mellem drøm og virkelighed, denne verden og det hinsides, og således udvider tilhørerens (og i mange tilfælde beskuerens) bevidsthed.
Sig da: Yes.
Yes som i ja. Et eftertænksomt og bekræftende ja. Dog kunne du ligeså godt have sagt no eller maybe. Et absurdt svar til et absurdt spørgsmål kan synes.
Velan.
Det er netop denne dikotomi, at et så simpelt og koncist udråbsord kan dække over en så heterogen entitet, der betager mig. Et skælmsk valg af bandnavn, der vitterligt aldrig er blevet givet filmisk liv af Bob Geldof (sic!).
Fragile er det første album med den klassiske (og når alt kommer til alt kortlivede) besætning, bestående af Anderson, Howe, Squire, Bruford og Wakeman. Den kan være en ligeså stor belastning at komme før som at efterfølge et magnum opus. Jeg vil ikke benægte, at jeg forventede en skitse til Close To The Edge. I stedet købte jeg, pr ebay i England, en ujævn hoben sange, med en alt for rocket struktur til at tåle sammenligning med det mest essentielle prog-album til dato.
Visse sammenfald findes dog. Udover det førnævnte faktum, at samme mandskab stod bag den giftig-grønne jazzrock-kreation, der bærer navnet Close To The Edge, er der desuden tale om Roger Deans debut som coverartist for Yes.
Et medlem af det klassiske svenske progg-band, Kaipa (muligvis Roine Stolt, nu i Flower Kings) har til Sweden Rock Magazine fortalt, hvordan man dengang i 70'erne købte Yes-albums blot for at kigge på Deans psykedeliske LP-malerier.
Jeg håber, at forsynet om ikke alt for længe, vil lade mig anmelde den (må du som læser efterhånden tænke) herostratisk berømte Close To The Edge. Jeg lover, at det bliver nørdet og akademisk, når jeg inddrager den Oxford University Press-bog, jeg engang læste om emnet.
"A seasoned witch could draw you from the depths of your disgrace"
